Hop til indhold

Perseverance – udholdenhed

På planeten Mars kører nu, siden torsdag den 18. februar 2021, et lille sekshjulet robotkøretøj rundt i ensom majestæt og foretager undersøgelser med det særlige formål at forsøge at finde ud af, om der har været liv på Mars. Køretøjet hedder Perseverance og er begyndt at sende fotos i en lind strøm til jorden, hvilket den gerne skulle kunne fortsætte med i en rum tid endnu.

Perseverance betyder udholdenhed. Her på planeten Jorden skulle der efter sigende være en hel del liv. Men meget er i denne tid gået i dvale, for ikke at sige gået helt død, præget som det menneskelige samfund p.t. er det, af coronavirus og langvarig nedlukning. Det mærkes. Det er udfordrende for de mange af os, som er så vante til fri og livlig omgang med hinanden. Nu spørger jeg så: Er Perseverance, altså: Udholdenhed, udelukkende et robotkøretøj på Mars fjernt fra jorden, eller findes den også her på planeten?Hvordan står det til med udholdenheden? Din og min? Der er tæret på den, ingen tvivl om det. Men mon ikke den stadig kører rundt et sted derinde i sindet på de fleste af os. Som et lille sekshjulet køretøj der humper af sted i et støvet og hullet og kraterfyldt landskab. Engang imellem helt uden radiokontakt. Uden signaler at modtage. Men så pludselig så er den der igen. Udholdenheden er en fantastisk faktor i det menneskelige. I virkeligheden, tror jeg, nært beslægtet med nysgerrigheden.

Jeg kender en mand på 66. Han har siden han var 22, altså i 2/3 dele af sit liv, tumlet med kræftsygdom. Nu er han af lægerne erklæret for terminal, hvilket han så p.t. har været i omkring to år. Med smil på læben fortæller manden mig, at hans daglige liv er nærmest helt upåvirket af coronaen. Når hjemmehjælperne og sygeplejerske har fået ham hjulpet op og gjort i stand og gjort klar til dagen er det allerede blevet hen midt på formiddagen. ”Så vil jeg jo gerne”, siger manden som nu sidder rank i sin kørestol, ”have kræfterne til at få tegnet lidt og læst nogle sider i en roman eller kigget i en af kunstbøgerne”. Hans lille lejlighed er et righoldigt bibliotek med masser af gode bøger samlet gennem mange år. Jeg fortæller ham, at jeg ser ham som en modstandsmand, en frihedskæmper. Et af de mest udholdende mennesker, jeg har kendt. ”Hvor får du mon din udholdenhed fra?”, spørger jeg ham – og han svarer efter en lille betænkningstid, med det jeg vil kalde et drenget smil: ”Jeg tror, det skyldes min nysgerrighed. Jeg vil gerne vide, hvad der er henne om det næste hjørne. Hvad der kommer til at ske.” Og et øjeblik efter: ”Og nu er det jo ved at være forår. Og så er der jo også alle fuglene.” Se, sådan kan man have det, også i en coronatid, når man er landet godt og grundigt her på jorden med en tilpas stor nysgerrighed. Uanset betingelserne og oddsene, så med udholdenheden kørende rundt derinde, bakke op og bakke ned, som et lille fartøj, der bare vil videre ud over stepperne, så længe der overhovedet er den mindste smule kraft på batterierne.

Hvem ku vid i 19?

Jeg sad for ikke så længe siden i et videomøde med nogle kolleger, herunder vores provst, som på et tidspunkt reagerede på en udtalelse fra én af de andre om vores pandemiprægede virkelighed med ordene: ”Ja, hvem ku vid´ at…”

Det gav mig ideen til at bruge noget af isolationstiden lige nu, hvor alle foredrag og diverse møder og arrangementer er blevet corona-aflyst, til at udarbejde et foredrag under overskriften ”Hvem ku vid i 19?” Hvem kunne vide før coronakrisen med Covid 19´ hærgen, hvor afhængige vi i virkeligheden er af hinanden og af friheden til at kunne komme sammen? Sågar synge sammen?

Er der noget, vi allerede nu med sikkerhed har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være (sagt med én af de vitser der florerer på nettet lige for tiden, siger det: ”I 2019 holdte jeg mig væk fra negative mennesker. I 2020 holdt jeg mig væk fra positive mennesker”) – og samtidig så mærker vi hudsulten og, som tiden går, savnet efter fællesskab og samvær og nærhed. Nærheden rent kropsligt som en virkelig væsentlig del af det gode liv med det menneskelige nærvær som særlig markør.

Jeg stod en aften ved et foredrag i Frederikshavn og fortalte spontant en lignelse. Det med at være menneske, sagde jeg, det er ligesom i computerverdenen, hvor der er både hardware og software. Hardware det er alt det håndgribelige – tastatur, skærm, harddisk – det svarer i det menneskelige til alt det der har med gener og DNA at gøre – krop, hud og hår, indvoldene med. Så er der software. Det er i computerverdenen programmerne, det ikke-håndgribelige, alt det der får skidtet til at virke. Det svarer i det menneskelige til bevidsthed, sprog, sjæl og ånd, fantasi og forestillingsevne. – Jeg var under kaffepausen ret godt tilpas med min lille spontane lignelse, da en ældre herre kom hen til mit bord og sagde: ”Ved du hvad, præst, det er da godt nok med det der hardware og det der software, men vi jyder vi ved da, at det vigtigste, det er samwær”. Tak for dén! Og sikke en udvidelse af pointen, som med stor sandsynlighed gælder, ikke for jyder alene, men også for både fynboere og sjællændere og mennesker udover hele kloden.

Hvem ku vid i 19?

  • et livsmodssmittende foredrag om nærvær, hudsult og kærtegn i coronaens tid

Hvem ku vid i 19, i hvor høj grad vi lever udleverede til hinanden i sind OG krop? Ud over de i forvejen isolerede og ensomme? Coronakrisen i 2020-21 sendte det samfund vi kendte i karantæne med nedlukninger, restriktioner og retningslinjer, mundbind, afstandskrav og forsamlings- og fællessangsforbud. Samfund er at finde sammen, også helt konkret og kropsligt. Hvor er det godt at kunne komme sammen. Finde sammen. Synge, lytte, tænke, tale, drikke kaffe, trykke hænder og danse tæt. Coronakrisen var en øjenåbner. Vi har altid brug for øjenåbnere til det virkelige liv. Sådan som også litteraturen og det levende ord i dets mangfoldige former kan være det. Og hjælpe os med at finde ud af det – sammen. 

Troen skænkes

(Fra en prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, Joh. 2,1-11) Hvordan tror vi, når vi tror, hvad vi tror – hvis vi tror? Lad os gå en omvej – med en lignelse – det gør Jesus selv også så tit, for ikke at sige hver gang, de kom og spurgte ham om det med Gud og os – så fik de en lignelse:

Ved brylluppet i Kana i Galilæa troede skafferen og brudgommen og bryllupsgæsterne, Maria og disciplene med ikke deres egne øjne, eller rettere: smagsløg, da den gode vin blev skænket i glassene – og det på et tidspunkt, da der ellers var blevet hvisket for ikke at sige snakket højt i krogene om, at der var nok ikke mere at komme efter. Festen var løbet tør for forsyninger. Flere havde pakket forventningerne godt og grundigt sammen og var på vej i overtøjet, da det skete. – De troede ikke deres øjne, og de fik ingen forklaringer. De fik såmænd bare(!) et under at smage og en noget finere fest end samtlige sandsynligheder og beregninger havde forudsagt det. – De troede ikke deres egne øjne, men det var heller ikke det, de skulle. De skulle ikke andet end at række glasset ud og tillade skaffer og tjenere at skænke op, føre bægeret til munden og lade den gode vin løbe ind i mund og svælg og videre ned og rundt i krop og sjælen med.

Hvor var det godt. Hvor var det godt, de ventede. Hvor var det godt, at timen nu var kommet, hvor Jesus viste ansigt og guddommeligt nærvær i den gode vin og festens glæde. Så nådefuldt. Så utroligt overraskende og overvældende og samtidig helt uafviseligt stærkt overbevisende. Det kunne jo smages! Det kunne jo mærkes! Men hvad har alt det med tro at gøre? Rigtig meget. Fordi det er sådan, det er med troen: den skænkes. Som vinen ved brylluppet i Kana i Galilæa, hvor Jesus og hans mor og hans disciple var med som gæster. Troen skænkes – vi har den ikke og aldrig nogensinde som ejendom og besiddelse. Min tro er sådan set ikke min egen. Den skænkes mig af den, min tro retter sig mod. Den troværdige. Det er ham, og med kristentroen: Kristus, der virker og udvirker min tro. Tak, Kristus!

Hvor har du dit fokus? Det er vigtigt. Det er det i alle sager. Sandelig også troens. Hvor har du dit fokus? Forhåbentlig ikke på din egen eventuelle tro forstået som en art præstation eller besiddelse, for da har du lynhurtigt slet ingen tro for dig selv at se. Troen tåler ingen selvbeskuelse og (af)vejning: hvor meget har jeg mon af den? Er der nok til endnu en dag – eventuelt oven i købet i præstekjolen med præstekald og det hele? Har jeg nok af den? Drop det! Drop det hver og én og ret blikket mod det, det drejer sig om i kristentroen: Kristus og alt hans. Alt hvad Gud her har skænket os i bredfuldt mål. Ingen smålighed her. Ingen trosbarometertest som forudsætning for at kunne komme i betragtning i forhold til Guds nåde. For Gud skænker op af sin kærlighed og livgivende nåde alle mulig steder og tider. Nåden kan slå ned som et lyn. Forvandle vand til vin. Vantro til tro. Liv af døde. Fest og glæde, der hvor vi overladt til vore egne sølle beregninger og ideer om, hvad der måtte være muligt, ville være fulde af desillusion og triste tanker om hvor skuffende småt og kort livet dog er. 

Hvor har du dit fokus? Har du stirret dig blind på begrænsninger og din egen og alle de andres uformåenhed? ”Men vinen slap op”, som vi hører det. Det kan troen også til tider gøre. Specielt da hvis vi er begyndt at rage på den, og med mikroskop og måleudstyr er begyndt at måle og veje, hvor stor den monstro er – min tro. Så er der pludselig ingenting at komme efter. Så er den bare pist væk.

Hvor har du dit fokus? I kristendommens og kristentroens verden er fokus Kristus. ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” sagde moder Maria til tjenerne ved brylluppet i Kana. – ”Vær ikke tøvende i jeres iver,” skriver Paulus i Romerbrevet, ”Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.” (Rom. 12,11) Spring ud i det! Troens liv leves derude på de 70.000 favne vand, hvor ingen kan bunde, men hvor det, måske(!), alligevel kan bære. Som vi synger det med Grundtvigs vidunderlige ord: ”O vidunder-tro! / Du slår over dybet din gyngende bro, / som isgangen trodser i brusende strand, / fra dødningehjem til de levendes land.” (DDS 321,4) Til fest og lys og liv og glæde går vejen og retningen ifølge evangeliet. Og det også når du slet ikke kan se det eller føle det og i den forstand tro det. Det er med troen som med livet selv. Som John Lennon sang det: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans” – ”livet er hvad, der sker med dig, når du er travlt optaget af alt muligt andet.” Således også med troen.

Bekymring som Kummer eller som Sorge

(Fra en prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger, Lukas 2,41-52) Alt kan ramle sammen. ”Alting kan gå itu – et hjerte kan gå i tusind stykker.” Det fantastiske er, hvordan det menneskelige samfund kan rejse sig igen. Hvordan mennesker, der er gået godt og grundigt i stykker, faldet fra hinanden – ja, netop fra hin anden – igen kan blive sat sammen. Finde sammen og blive om ikke hele mennesker, så dog mere end ingen. Ikke at det nødvendigvis sker. Der er mennesker der aldrig bliver til – ja – til mennesker igen. Men når det sker, så har det i allerhøjeste grad at gøre med medmenneskelighed, og det igen at finde sammen – os der er endnu er her – og således skabe samfund (som jo altså netop har at gøre med det at finde sammen). Finde og se hinanden. Og sammen finde og få fornyet tro på livet og fremtiden.

Men hvor er det dog alligevel mærkeligt, så bekymrede vi mennesker kan være. Også når alt muligt går godt. ”Alle går rundt og bekymrer sig”, som én skrev det med en omskrivning af en kendt sang. Alle går rundt og bekymrer sig, og det er der både gode og dårlige grunde til.

”Sorge” siger man på tysk om den gode bekymring. Den, der udspringer af omsorg, omtanke og pleje. I den gamle indgangsbøn har vi det i ordene: ”…at jeg af dit ord (Herre) kan lære at sørge over mine synder…” – eller sørge for mine synder. Bekymre mig om at gøre godt og ikke svigte mit medmenneske. Det andet ord man har på tysk om bekymring er ordet ”Kummer”, som betyder nød, elendighed og afmagt, og som er en bekymring for alting, der i sidste ende fører til handlingslammelse. Og på den måde nærmest bliver selvopfyldende. Hvad gør vi? Hvordan undgår vi den unødige ”Kummer”?

Da Maria og Josef var på vej hjem fra højtiden i Jerusalem havde de deres store dreng med. Og da de ikke kunne finde ham i følget gav det dem, ikke ”Kummer”, men forståeligt nok øjeblikkeligt en masse ”Sorge”. Uro og ængstelse for, hvad der dog kunne være blevet af ham. Og sådan må dét være. Når vi bliver væk for hinanden, så ængstes og sørger vi, indtil vi – om alt går vel – igen finder sammen. Alle vi der har, eller har haft børn – og da ikke mindst pubertetsbørn – véd noget om, hvor uundgåelig bekymringen – også den gode, den rimelige og naturlige – er, når ungerne river sig løs og begynder at gå deres egen veje. Men vi ved jo altså også, en hel del af os, noget om hvor ofte i hvert fald Kummer-delen er blevet gjort til skamme af selvsamme børn. Af skæbnen – den gode skæbne – men jo altså også af evner og af en ansvarlighed hos vores store børn, som vi jo nok burde kunne have sagt os de måtte have, når man tænker på hvilke pragtfulde forældre, de er vokset op med.  Men sådan er der ofte for lidt tillid og tro på færde, også i det rent menneskelige.

Mange kender billedet med motivet af den tolvårige Jesus i templet omgivet af forundrede og forbavsede skriftkloge og lærde gamle mænd. Ofte selvfølgelig set og sikkert også ment som udtryk for forundring over vidunderbarnet, den purunge Jesus, og hans helt usædvanlige og forunderlige indsigt. Men prøv nu bare at se billedet som udtryk for noget meget mere alment. Nemlig for det meget fine og meget livgivende det er, når voksne og gamle ser på barnet og den unge, ikke med bekymring og ængstelse men med forundring og tillid. Når børnene og de unge, den opvoksende generation, ikke betragtes med hovedrysten af alderdommen, men med anerkendelse og stille fryd, over alt det de dog kan og vil de unge. Deres evner. Deres forbavsende indsigt og energi. Hvor var det godt, når vi selv i sin tid blev mødt af den holdning fra de voksne og gamle. Og hvor tog de dog fejl, dem der så ned på os og mente at vi ingenting kunne og ikke duede til noget.

På alle mulige måder baner Jesus vejen for os. På alle mulige måder er Gud i Jesus Kristus gået foran os og har vist os vejen. Også som den tolvårige i templet. Her står han midt i kirkerummet og baner vejen for forbavselse, for forundring og tillid i stedet for bekymring. I hvert fald i stedet for ”Kummer”. ”Sorge” slipper vi ikke for. Og den kan som hos Josef og Maria meget vel være tilstede sammen med forundringen: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?”. Som når vi hændervridende har gået og været ved at gå til i ængstelse for vores barn, som skulle have været kommet hjem for flere timer siden, og når så barnet kommer, så stor lettelse og glæde, men også en ordentlig skideballe – ”hvorfor gjorde du det mod os? Vi har ledt efter dig og været ængstelige.” Men Jesus sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” Og det forstod de ikke. Men Maria – som det så smukt hedder: ”Hans mor / gemte alle ordene i sit hjerte.” Og måske forstod hun senere noget af det hendes store dreng her havde peget på. At det er nødvendigt at være og vide sig forbundet ikke alene med mennesker men også med Gud. At det at være menneske her på jorden altid er forbundet med noget mere og noget større end det vi umiddelbart ser.

Barselsbesøg og uldne sager

Da de tre vise mænd, de helligtrekonger, kom på barselsbesøg hos Maria og Josef og barnet født i Betlehem var det med fine barselsgaver til den lille familie – guld, røgelse og myrra skær. – Da vi andre for en 30-40 år siden fik vores første børn, var uld guld. En oplagt barselsgave kunne fint være et par hjemmestrikkede uldbukser godt fyldt med lanolin (til at bruge i stedet for gummibukser) – virkelig gode til at holde på stofbleens fugtigheder. I det hele taget var der meget mere, der var uldent i gamle dage.

Hvad angår barselsbesøg, så er der én person, som fra gammel tid har haft lov til ikke at gøre besøget kort, men tværtimod blive og hjælpe til henover en række dage, nemlig moderens mor. Eller sagt og set fra en anden vinkel: svigermor! – Jeg har fået fortalt, at dengang jeg selv var kommet til verden som mine forældres førstefødte på det lille husmandsted derovre i Sydvestjylland kort før jul det år, ja da kom selvfølgelig min bedstemor, min mors mor, på længerevarende barselsbesøg. Og fordi der ikke var noget gæsteværelse og for øvrigt var meget koldt den vinter, ja så – og jeg synes selv det lyder meget mærkeligt, men det er altså sandt – min bedstemor sov inde i sengen i soveværelset sammen med mine forældre og deres lille nyfødte. Hun lå vel sagtens ovre i den ene side og min mor i midten. – Min bedstemor brugte selv flere lag uldne underbukser. Min far uldundertrøje, som han havde hængt over fodgærdet klar til at tage på næste morgen. Men da han stod op i vintermorgenmørket, og selvfølgelig ikke ville tænde lys og forstyrre de sovende hverken store eller små, ja, så baksede han noget der i mørket med at få uldundertrøjen over hovedet. Det kunne slet ikke lade sig gøre. For selv om det var en kold vinter, så havde min bedstemor fået varmen og sparket det yderste lag uldunderbukser af i løbet af natten. Og da min far kom ud i stuen og fik lyset tændt, viste det sig, at det var dem, han havde forsøgt at få over hovedet – svigermors uldne underbukser!

Om de tre vise mænd fortælles det, at de i drømme fik en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes. Der var noget virkeligt uldent i skræmmende grad ved den mand – ”og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.” Af og til må man gå en anden vej end den først planlagte for at komme bedst hjem. Det var glæden, de var gået efter, og det var med glæden de drog hjem. Trods alle sære uldne sager og forhindringer på vejen. Som vi hører om de tre vise mænd, da de så stjernen og barnet hos dets mor Maria, så ”var deres glæde meget stor”. Sådan som glæden meget vel kan tænkes at have været stor hos dem, da de efter barselsbesøget i Betlehem ad en anden vej vendte hjem til deres land. For nu havde de, ledt på vej af himlens lys, set det største i det mindste.

Godt nytår!

Juleaften 2020 – MED elefanten i rummet

For nogle uger siden havde jeg tænkt mig, at prædikenen nu her til juleaften i år skulle være helt og aldeles coronafri. Fuldstændig renset og fri for nogen som helst snak om corona. Men se, nu har jeg jo så for det første allerede nævnt den – og coronaen fylder også så umådelig meget i vores bevidsthed og samfund nu i disse dage (hvor julegudstjenesterne nu her i 11. time jo så også er blevet aflyst), at det ville være næsten umuligt, eller forkert, at forsøge at tale fuldstændig uden om det, som fylder så alt, alt for meget.

Det ville blive til ”Elefanten i rummet”, som vi siger det – det som fylder helt vildt meget, men som ingen vil tale om. Men se, nu har jeg så omtalt coronaen – og nu kommer der ikke mere om den del – fordi nu er det juleaften. Nu er vi med Josef og Maria og barnet i stalden i Betlehem, og det er et ganske særlig rum, fordi her er der plads – selv til elefanten i rummet!

Der var ikke plads til dem i herberget, nej, men her i stalden er der plads til alle – også, som sagt, elefanten i rummet – sammen med alle de andre dyr og mennesker, små og store, rige og fattige, hyrder og vise mænd fra Øster Land. Ja, engle med.

Her i og med stalden julenat, hvor barnet fra Gud – ja, Gud selv i skikkelse af det lille Jesusbarn – kommer til verden er der blevet plads til alt og alle. Hver og én med hvad der måtte fylde hos os hver især – sagt eller usagt – ingen pladsbegrænsning eller skrappe afstandskrav. – Og når der her i stalden er al den plads og uendelige rum, så udspringer pladsen ikke af tomrum men af en fylde af en anden verden.

Der er noget i luften! Der er noget, eller der er én, som nu i tidens fylde, juleaften, fylder endnu mere i rummet – trods sin umiddelbart set uanselige størrelse: det lille nyfødte barn i Marias favn – barn Jesus. Det er fylden fra det barn, og gennem det barn, der åbner rummet og giver os at kunne lade selv elefanten i rummet være i fred for en stund og bare stå derovre i halmen og gumle hø og vifte fluer med både halen og ørerne.

Det er et hjerterum, der bliver til med stalden i Betlehem julenat og barnets fødsel. Det er et hjerterum. Det største og det bedste og mest rummelige af dem alle. Og det ved vi, at hvor der er hjerterum er der plads. Og når det i virkeligheden er Guds eget hjerterum, så er der plads til alle.

På hedengangne Radio 24-7 var der blandt alt muligt andet godt henover mere end fire år programmet ”Jeppesens Bibelskole” – hvor journalist o.m.a. Michael Jeppesen sammen med filosof Rasmus Ugilt læste og kommenterede sig gennem hele bibelen fra ende til anden. Det er der nu kommet en bibelkritisk men også kærligt ment bog ud af med titlen: ”For han ved ikke hvad han gør – Et kærligt portræt af Gud.”

Gud bliver ingen sådan lige færdig med. Og da slet ikke, hvis man giver sig i kast med at læse hele bibelen. Der er mange vilde og også isoleret set stærkt utiltalende billeder af Gud på færde i bibelen. Der er også – for bibelen er på alle mulige måder en stærkt overraskende bog – virkelig gode grunde til at, ja, ende op i: Et kærligt portræt af Gud.

Gud nu julenat i skikkelse af barn Jesus – det mærkeligste af alt og af alle billeder af Gud: At himlens Gud kommer til verden i skikkelse af et lille afmægtigt, helt almindeligt sårbart udsat menneskebarn. Den største som den lille – og den lille som, nu her i tidens fylde, den største. Den mest givende og skaberen af et guddommeligt stort og helt igennem menneskeligt hjerterum. For det er for menneskelighedens og medmenneskelighedens skyld himlens Gud kommer til verden, kommer til os, i skikkelse af den lille og skaber nye rum – hjerterum, som sagt.

Jeg hørte i bilen i radioen (eller i radioen i bilen!) om kvinden Gitte fra kvindekrisecentret i Ringsted, hvor hun nu havde boet gennem nogle måneder – efter 36 års ægteskab fyldt med psykisk terror. Som Gitte fortalte om det, så var det først da manden forsøgte at køre hendes lille hund ned, at hun erkendte, hvor galt det stod til. Og den forårsdag pakkede Gitte i de 20 minutter, manden var væk, det allermest nødvendige og tog, sammen med sin lille hund, på krisecentret, hvor der var plads – her i Ringsted var der plads i herberget – og hjerterum. Og nu 6 måneder efter var Gitte klar til at få skilsmissen afsluttet. Hun havde fået en lejlighed, hvor hun nu glædede sig til at flytte ind. Ja, sammen med sin lille hund!

Den lille, og den lilles udsathed og sårbarhed, skulle til for at det største og bedste kunne ske. Det er – også – i et sådant felt, Gud dukker op og huserer i vores liv. I det uanselige. I det skæve og sære. I udkanten af alt det vi ellers går og regner for noget.

Gid vi da må kunne have blik for Guds velsignelse langt ude og midt inde i det menneskelige liv – i de liv og skæbner vi hver især tumler rundt i – slet ikke lige kønne og velfungerende hele tiden – men altid, hver gang der opstår hjerterum, smukke og dyrebare. Gid vi, igen og igen, må få løftet blikket fra hver vores egen navle – og kunne få øje på hinanden deromme bag beskyttelsesmasker og visir. Ja, gid vi – og måske allerede nu i aften – må kunne få blikket løftet så meget endda, at vi også kan kigge op og ud i det fjerne mod stjernehimmelen og det himmelske over os og om os – at vi må kunne mærke os rummet, nu juleaften i stalden i Betlehem (sammen med æslet og elefanten og alle de andre) og have julens glædelige budskab, inklusive Betlehemsstjernen, over os – for netop ved dét syn at kunne blive i stand til at fokusere og være tilstede i det nære, her hvor vi nu er hver især.

I norske Karl Ove Knausgårds nyudkomne roman ”Morgenstjernen” er der masser af sære ting på færde – blandt andet er en ny og hidtil ukendt, stærkt lysende stjerne dukket op på himlen – stemningen kan, romanen igennem, godt virke ret så truende og utryg. Alligevel så er der noget stærkt opløftende og forjættende i slutordene – i slægt med julens evangelium og hjerterummet her med det nye livs begyndelse – slutordene lyder:

”Og i går aftes dukkede en ny stjerne op på himmelen.

Den lyser deroppe over mig nu.

Morgenstjernen.

Jeg ved hvad den betyder.

Den betyder at det er begyndt.”

Det er det. Det er begyndt. Det er blevet jul. Nu er der åbnet helt op ind til Guds eget hjerterum. – Glædelig jul alle sammen! – i Jesu navn, amen.

Julegaver

Det er noget mærkeligt noget med gaver. Nogle gange viser de bedste gaver sig at være dem, der lige først slet ikke så ud af noget særligt, men som siden blev til noget af ens allerkæreste og mest umistelige. Ikke at jeg tror, det er noget, man som for eksempel mand og ægtefælle skal satse alt for meget på, kan lade sig gøre. Men det kan ske, at den gave, man i første omgang slet ikke havde blik for, viste sig at være den bedste af dem alle. – Jeg fik for eksempel sidste år af min mor et skohorn, billigt og ingenting at se på. Hvad skal jeg med dét, tænke jeg først. Men allerede nu, hvor der faktisk er blevet længere ned til jorden og til ens sko, er det blevet én af sidste års bedste gaver.

Jeg fik som dreng et år, inden jeg var begyndt at gå i skole, ind under jul til min fødselsdag en ganske særlig fødselsdagsgave. Ja, det vidste jeg så slet ikke dengang – at det var en helt særlig gave. Det vidste sig først senere i min livshistorie. Gaven var fra min mors faster Maren – som vi børn så også bare kaldte hende, fordi det var den, hun var: Faster Maren. Gaven det år var (og er, for jeg har den endnu!) et lille plastic-Betlehem: Stalden med Josef og Maria og det lille Jesusbarn, og en ko og et æsel i halmen derinde i stalden. Der var også ude foran stalden nogle hyrder og nogle får og de tre vise mænd. – Jeg har, som sagt, mit lille plastic-Betlehem endnu, men med årene har det mistet både hyrderne og de fleste får og de vise mænd. Tilbage er Den hellige Familie, Josef og Maria og det lille Jesusbarn (i krybben lagt), og så også stadigvæk koen og æslet i baggrunden i stalden og et enkelt får ude foran. Men hyrderne og de vise mænd de er altså væk. Men hvad, de har vel også andet at se til, sådan nogle hyrdemænd fra samfundets bund og vise mænd, fine folk fra fremmede lande! Eller også kunne jeg bare sige: Ja, sådan er det – meget går tabt med årene. Og dét ene får der er tilbage ligger ligesom bortvendt fra det, der sker i stalden og virker fuldstændig uinteresseret.

Meget går tabt med årene. Tilbage bliver min taknemmelighed for, at faster Maren var en del af min livshistorie. Og at hun gav mig en gave, som har fulgt mig alle årene op gennem livet. Og som bliver sat frem hvert eneste år til jul. Og som i al sin amputerede ringhed er med til at minde mig om det allervæsentligste. Fordi selv om det ene og det andet (og dén ene og den anden) er gået tabt, så er Den Hellige Familie tilbage med Jesusbarnet i centrum. Og når det er sådan, så er det, lige meget hvad, blevet jul. – Jul igen, hvor vi – når livet er almindeligt godt, og det er det slet ikke så sjældent – glæder os til at være sammen. Sammen med nogle af dem, som betyder allermest i hver vores livshistorie. Og som vi i den grad hver især får livshistorie og betydning og mening sammen med.

Alt er muligt

Forfatteren Elizabeth Strout – det er hende med bogen, nu bøgerne, om den ældre let vrantne kvinde Olive Kitteridge – har skrevet en anden ret ny roman (2017) med titlen ”Alt er muligt”. – I det indledende kapitel møder vi her den omkring 80-årige Tommy Guptil, tidligere malkekvægslandmand, senere i mange år skolepedel, nu pensionist. Vi er i en provinsby i staten Maine (nogle timer nord for New York), hvor Tommy lever og bor med hustruen Shirley og med børn og børnebørn i nærheden. – For mange år siden brændte gården en nat ned til grunden. Rub og stub. Dyrene og alle tingene med. Men alle mennesker, kone og børn inklusive, blev reddet.

Den nat, da gården brændte – ”midt i den galoperende frygt – erkendte han, at det eneste, der betød noget i denne verden var hans kone og børn, og han tænkte, at mange mennesker kunne leve et helt liv uden at få denne tanke så tydeligt og konstant, som han havde fået den. Helt privat opfattede han branden som et tegn fra Gud, at den var en gave, som han skulle holde godt fast på.” – Tommy havde aldrig fortalt det til nogen, ”fordi han ikke ville anses for at være en mand, der fandt på undskyldninger for en tragedie”. ”Men han havde tænkt den nat, mens hans kone var sammen med børnene oppe ved vejen… og mens han så de enorme flammer, der skød op mod nattehimlen, og hørte de frygtelige skrig fra køerne, da de døde, ja, han havde tænkt på mange ting, men netop da taget styrtede sammen, faldt ned i selve huset, lige ned i deres soveværelser og i dagligstuen nedenunder med alle fotografierne af børnene og hans forældre, da han så dette ske, tænkte han – uafrysteligt – det eneste, han kunne tænke på, var Guds tilstedeværelse, og han forstod, hvorfor engle altid blev beskrevet med vinger, for den fornemmelse havde der været – af en susende lyd eller måske slet ikke nogen lyd, og så var det, som om Gud, der ikke havde noget ansigt, men alligevel var Gud, trykkede sig mod ham og uden ord bibragte ham noget – ganske kort, flygtigt – et budskab Tommy forstod som: Det er okay, Tommy. Og så forstod Tommy, at det var okay. Det gik over hans forstand, men der var okay. Det havde det også været. Han tænkte ofte, at hans børn var blevet så forstående, fordi de var nødt til at gå i skole med børn fra fattige hjem og ikke fra hjem som deres eget, som det havde været i sin tid. Han havde også siden da mærket Guds tilstedeværelse, som om der var en gylden farve meget tæt på, men følte sig aldrig besøgt af Gud, som han havde følt det den nat, og han vidste også godt, hvad andre ville få ud af det, og det var grunden til, at han ville holde det for sig selv til den dag, han døde – tegnet fra Gud.”

Tegnet til Tommy. Tegnet fra Gud. Som Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden åbenbarede sig for Moses med ordene: ”Jeg er”, eller ”Jeg er den, jeg er”, men altså også muligt at forstå eller oversætte ordene helt kort: ”Jeg er”. At Gud ER – i alt, hvad der er. Den rene indikativ(!) ”Jeg er” – punktum. – Med Jesus, med Menneskesønnen, tør vi så endvidere tro, at Gud ikke blot ER, men at Gud ER kærlighed. At Gud ER nåden og barmhjertigheden, hvor og hvornår og hvordan den så end måtte finde sted. Selv midt i flammerne og ødelæggelsen. Selv midt i alt det liv, der går ned, og brænder sammen for os: Det er okay, Tommy. Det er okay, menneske – at du bliver bange. Og modløs. Og frygter for tomheden og tabet. At du sørger og savner. At du græder og gruer for: hvad nu? Det er okay, menneske. Du må være i det, der er – i dit liv, sådan som det former sig – i det nærværende. Det er, når det kommer til stykket, som det er. Det er okay. Og når først du er der, og ikke forsøger at slippe af med det og komme et andet sted hen, så er det, at der kan opstå nyt liv. Et andet liv. Et nyt liv – hvor du kan være den, du er – inklusive den du var. NB. Alt er muligt.

Livet blev ikke, som jeg havde regnet med – men noget dyrebart andet

(Artikel fra Kristeligt Dagblad den 7. august 2020) Baggrundsbilledet på min PC har siden min fars død i efteråret 2019 været et foto, som hører til et af de dyrebareste i mit liv. Fotoet er taget af min mor en sommerdag i 1959 i gårdspladsen på husmandsstedet i Sydvestjylland, hvor jeg voksede op som den førstefødte af i alt seks børn. Jeg står halvanden år gammel til højre i billedet iført hjemmesyet kedeldragt, en hvid sommerhat og med en pind i hånden – det havde jeg altid dengang. Jeg kigger let skræmt eller bare betænkeligt hen mod fotografen. Eller også er det ud mod den fremtid, der venter i al sin uvished. Men det er ikke det vigtigste i billedet. Det vigtigste er, at min far, 27 år gammel, sidder på hug ved siden af mig og kigger indgående og undrende på mig med et varmt, let smil om læben. Det er min fars blik på mig, der den dag i dag giver mig en varm og god fornemmelse og som gør billedet så dyrebart for mig.

Jeg er fra sidst i halvtredserne (1957) og er nu først i tresserne (62 år). Jeg har selv for længe siden som yngre voksen og far siddet på hug ved siden af mine egne fire engang så små. Nu er tiden gået, og det var den sådan set allerede dengang og hele tiden. Tiden er der når den går (Halfdan Rasmussen). Og jeg er her, midt i livet. Fordi det er ethvert menneske til enhver tid – lige midt i livet. Det er, som jeg hørte den gamle radiomand Egon Clausen sige det, meget bedre at tænke cirkulært end lineært om ens livstid. Fordi sådan er livsfølelsen i virkeligheden, hvad enten jeg står som en lille dreng i gårdspladsen derhjemme eller ligger gammel af dage på hospice, så er jeg lige midt i livet, mit liv, og ikke på en linje, der klippes mere og mere af, og hvor jeg nu nærmer mig kanten. Det, der i det cirkulære livsbillede kan variere, og som gør det, det er radius. Og en dag falder det sammen det hele i det inderste midterste punkt, som jeg godt kan forestille mig har at gøre med det, vi med kristendommen taler om som evigheden. Vi får se!

”Det blev slet ikke, som jeg havde regnet med”, kom jeg en dag til at sige til min kære hustru af andet ægteskab – ”Hvad blev ikke?” – ”Ja, livet. Jeg troede længe, at når jeg blev først i tresserne, så skulle jeg sidde som en anden mafioso ved bordenden med børn og svigerbørn og børnebørn på besøg siddende ned langs bordsiden og med deres moder i køkkenet svingende livretter ind til hver og én.” Sådan blev det ikke. Det blev noget dyrebart andet. Inklusive skilsmisse og nyt ægteskab med hende, som jeg nu deler liv, seng, bord og livretter med.

Jeg har gjort, og gør, alt muligt af det en mand på vej ind i alderdommen gør: Køre motorcykel sammen med ligesindede midaldrende og ældre mænd, sejle havkajak, spille tennis og cykle på mountainbike. Men det bedste af alt, det er ikke alt det jeg gør, men – som tiden går – dette i stadig højere grad at finde fred i at være, den jeg er. Inklusive forfaldet, for det hører med både udenpå og indeni. Som Stine Pilgaard skriver det i romanen ”Meter i sekundet” om det at blive ældre: ”Skarpheden forsvinder, porerne bliver større, kroppen lægger sig på plads i bløde folder, ikke kun fordi den giver op, men også fordi den finder fred.” Hvor godt, når også kroppen finder fred. Og ikke jages i et væk af tanker og ideer om at skulle kunne holde sig ung helt ind i alderdommen.

Jeg er ikke alene glad for at være mand i tresserne, jeg er taknemmelig for at være blevet 62. Jeg drømmer om at blive gammel. Men nu må vi se. Jeg siger med Søren Ulrik Thomsen i ord fra ”Rystet spejl” om, at hvis alle veje endte her, så: ”… ville det være helt fint for mig / skønt jeg jo ikke blev det / jeg forestillede mig / men den jeg er / hvad der er mindre glamourøst / men mere eventyrligt / eftersom det ikke engang er noget / man kan drømme sig til / men kun vågne op og være / hver evige eneste uventede dag.” Jeg er ikke en jubelnar. Jeg er også og stadig, helt ind i sindet, knægten fra gårdspladsen, og med det let skræmte eller ret betænkelige udtryk. Jeg er faktisk bange for både det ene og det andet af det, der kan komme. Og vil komme. Døden ikke mindst. Den elskede andens og min egen inklusive. Og alt muligt af det, der kan ramle sammen inden den tid. Men det vil jeg ikke udpensle, for det må ikke stjæle billedet, og det gør det så på underfuld vis heller ikke i det daglige. I hverdagen, hvor Danmarks korteste og smukkeste sang – sangen fra de gode gamle Gasolindage – bliver ved med at husere i mig og slet ikke så sjældent komme ud af munden på mig med både ord og melodi: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme”.

Det er i grunden godt at være menneske. At være mig i mit liv som mand nu i tresserne. Jeg kunne slet ikke tænke mig noget andet. Og det skal jeg så Gudskelov heller ikke. Der er nok at se til. Og se hen til. – Jeg står nu i min fars gamle kedeldragt i skoven med, ikke en pind i hånden, men ofte med en motorsav. Og siden med kløveøksen i hænderne for at skaffe træ og varme til vinteren til os to i huset i skovkanten. Det er meningsfuldt. Og både sommer og vinter, livet igennem, og sandelig også nu i tresserårene, varmer det mig usigeligt meget, at have min fars kærlige blik helt tilbage fra dengang hvilende på mig som en bund og bærende kraft nu her 62 år gammel, hvor jeg endnu er lige midt i livet.

Opkald fra mælkevejen

I den stærkt selvbiografiske roman ”Opkald fra mælkevejen” (2020), fortæller den nu omkring 60-årige forfatter, billedhuggeren, Bjørn Poulsen, om en vild og voldsom, og også sær og vanskelig opvækst alene sammen med sin søster og sin psykisk syge, sindssyge, som vi sagde det dengang, mor – jævnligt indlagt på Skt. Hans og i de sidste 40 år af sit liv konstant på Skt. Hans og lignende steder. – Faderen var væk i et nyt ægteskab, allerede da børnene var små. Moderen, som var ud af svensk landadel og besad en vis sum penge, en mindre formue, opgav efter få år at holde hus og hjem i Virum. Og så boede de ellers på skiftende hoteller de kommende fem år, indtil Bjørn kom på Herlufsholm og et par år her med massiv mobning og ensomhed.

Bjørn Poulsen fortæller usentimentalt og uden nogen som helst offermentalitet fra sit, mildest talt, mærkelige barndomsliv. Tonen er lettere distanceret og dog i grunden kærlig i forholdet til den mor, som i så ringe grad, eller i hvert fald på så skæv og mærkelig en måde, forsøgte at være: mor. Opgøret kommer mere til at ligge i forholdet til den fraværende far – og til Gud.

I en erindring efter et af sine mange besøg hos moderen på ”Askely”, på det psykiatriske plejehjem, hvor hun levede den sidste lange del af sit liv, fortæller han: ”Ude i bilen slår det mig, at jeg allerede som barn tænkte over teodicé-problemet. Jeg kendte selvfølgelig ikke selve begrebet, men jeg spekulerede over, om Gud virkelig var så god, som både min børnebibel og H.C. Andersen påstod. Tværtimod forekom han mig at være ikke kun hævngerrig og grusom, men også uretfærdig. Første gang jeg hørte om Guds befaling til Abraham om, at han skulle ofre sin søn Isak, reagerede jeg mod det urimelige i dette krav. Jeg ønskede, at Isak skulle gøre oprør, rive sig løs af sine bindinger.

I Virum havde vi en stor bog om Rembrandt, og på hans billede af Isak kunne jeg se, han var en stor dreng, i mit otte-ni-årige perspektiv så godt som voksen, alligevel lå han bare der med alt sit hvide kød blottet for slagtekniven. Jeg hadede Gud og Abraham og foragtede Isak, og senere, da jeg blev ældre ændrede mine følelser sig ikke grundlæggende. Ikke et øjeblik købte jeg Kierkegaards ellers meget velargumenterede forklaring om, at det hele handlede om tro, om en tro der var så stor, så ubegribelig at den overskred enhver moral, nej, for mig var sagen klar, alt handlede om magt, om at Gud ville demonstrere sin almagt, at uanset hvor gudfrygtig og pligtopfyldende Abraham var, så kunne Gud alligevel til hver en tid tvære ham ud som en ynkelig lille pissemyre…”

Det er, som jeg ser det, en skam, at Bjørn Poulsen bliver hængende i Det Gamle Testamente. I øvrigt vil jeg lige minde om, at Guds engel stopper Abraham i sit forehavende. Isak bliver ved Guds engels mellemkomst ikke ofret. Det er (også) fortællingens pointe. Og hvis vi åbner os for Det Ny Testamente og for ånden i evangeliet, så vil vi her fornemme, og i en eller anden grad, forstå, at Gud selv i Jesus Kristus går ind på offerets, på Isaks og den lidendes plads. Og opløser inde fra ofringen af den anden som en vej til Gud. Gud selv hænger i Jesu skikkelse på korset. Der er ingen Gud i himlen at ofre til. Der er heller ingen vej til livet gennem offermentalitet. Ofrets plads er éngang for alle taget af vor Herre selv! Men der er en vej, ”som verden ikke kender” (DDS 379,1), en vej som går ind gennem afmagten, inklusive smerten og lidelsen og alt det mest forfærdelige. En guddommelig vej, som Gud selv i Kristus baner for dig og mig. – Der er nok i vejen! Der er nu nok også for de fleste af os en hel del mærkværdig glæde og fryd, til tider nærmest lykke, forbundet med det at være menneske her på vejen og livsvandringen for os hver især. Det kunne vi godt skænke en tanke – og en tak til Gud og til hinanden.