Hop til indhold

Bibelhistorie inklusive Danmarkshistorie

Ved en dåbssamtale hjemme hos en lille familie, hvor det tredje barn nu var kommet til verden og snart skulle døbes, kom husets ældste, den 6-årige storesøster med det flotteste kraftfulde gulerodsfarvede hår og også på andre måder Pippi-agtige udstråling ind i stuen og lyttede lidt med på samtalen mellem forældrene og ham præsten. ”Det er så vigtigt, hvad I som forældre giver jeres børn med på vejen. Også hvad angår bibelhistorier. I er de i første 11-12 år af jeres barns liv de absolut vigtigste personer og rollemodeller for hende. Lærere og præster kan sige hvad de vil, hvis far og mor ikke i en eller anden grad taler med på sagen, så virker det ikke rigtigt. I hvert fald ikke rigtigt så godt som det kunne”.

Forældrene nikkede fint med på præstens lille tale og gav selv deres besyv med ved at nævne, at det også for deres ældste datter havde været så fint for både hende og dem, at der allerede fra hun var tre år gammel var blevet fortalt også bibelhistorier for hende. Så nu kunne hun faktisk allerede nu som seksårig en hel del bibelhistorie. Og storesøsteren som stod der og hørte på og nu var blevet direkte inddraget nikkede betydningsfuldt og sagde: ”Ja, det kan jeg. Vil I høre”? – ”Ja, tak. Det vil vi rigtig gerne”. Og så samlede pigen ellers det hele på korteste, fineste form med ordene:  ”Først kom Adam og Eva. Så kom Jesus. Og så kom tyskerne”.

Den lille død

I februar 1998 stiftede jeg sammen med min kammerat Ejlif en klub, som vi kaldte ”Vinterbadekammeraterne af 1998” – VBK 98 – med den grundregel for klubben at for at kunne opretholde sit medlemskab, så skulle man mindst én gang hvert år, i vintertiden, senest nytårsaftensdag, bade i havet eller fjorden med hele kroppen dækket af vand. Altså en dukkert. Ned under og så ellers bare op igen. – Klubben VBK 98 er blevet opløst for nogle år siden, men selve skikken med en kold dukkert den sidste dag i året er blevet vældig udbredt. – Inden vi gik i, og det blev jo så altså noget vi hvert år udsatte til nytårsaftensmorgen – havde vi et lille ritual, hvor der blev læst op af en tekst skrevet af løberen, idrætsmanden og forfatteren, Terje Nordberg, under overskriften ”Den lille død” og med undertitlen ”Fra en vinterbaders dagbog”:

kl. 8.50: ”At være vinterbader indebærer for en kort stund, at man risikerer livet. Det er den lille død, ligesom nyset og orgasmen. Når jeg opsøger stranden i januar er det for at danse på afgrundens rand og med et smerteligt glædeshyl lade fornuftens sorte boks synke til bunds på en halv meter iskoldt vand. – Jeg vil i nogle hidsige sekunder forlade livet og svømme ind gennem dødens kolde fiskeøje. Mærke desperationen og panikken. Mærke hvordan kulden slår piskeslag op i hjernen og løsner bidder af grusomme hukommelsesmosaikker. Mærke de overeksponerede lysglimt af gru og magtesløshed eksplodere inde i hovedet. Tænke på en titanisk nat i hav mellem isbjerge. – ”Nærmere Gud til dig”. Tibetanske munk i sneen uden for klostret i Jiachan. Krydsklip mellem Deep Blue, den lille pige med svovlstikkerne og en stormfuld nat på en fiskekutter på Østersøen. Jeg trøster mig med, at forfrysning skulle være den mest behagelige af alle dødsmåder. Men endnu svømmer og gisper jeg, altså er jeg. – kl. 8.51: ”It looks like freedom but it feels like death, it´s something in between I guess – it´s closing time.”…”

– her sprang vi så ud i det. Godt nytår!

Min smilende far

Min far døde 87 år gammel den 9. oktober 2019, kl. 7 om morgenen efter tiltagende svaghed og forskellige komplikationer efter at have boet på plejehjem i godt og vel tre år med en demensdiagnose. – Når jeg de sidste år besøgte min far på plejehjemmet lå han nogle gange og sov, når jeg kom. Når jeg så gav mig til kende, og min far vågnede op, så var det slet ikke så sjældent med et forundret eller forbavset smil på læben. Et smil som hurtigt slukkedes – og ikke kun, tror jeg(!), fordi han så, at det var mig – men fordi hele den tunge del af fars virkelighed satte ind i næste sekund. Jeg oplevede det sådan, at far vågnede op fra en drøm. Et sted hvor han selvfølgelig var vågen og i live i den grad og i gang med noget, sådan som vi altid er det i drømme og sådan som han førhen lige siden barndommens dage selv altid havde været det.

Demenssygdommen tog rigtig meget fra min far, og fra os der kendte ham og stadig levede med ham som den nu gamle demensramte mand. Samtalens træghed. Manglen på mimik – både smil og gråd. Som jeg lærte det for mange år siden, så må vi gøre alt, hvad vi kan, for at huske, at der bag den demente, står et menneske, der IKKE var dement. Det er slet ingen sag nu, hor jeg er begyndt at leve med min døde far. Nu hvor min demensramte far er død, er det som om min far liver op. Ved min fars død er jeg begyndt at få min far igen.

I mindet – ja – men det er også meget værd. Jeg ser ham for mig dengang tilbage i tiden i gang fra morgen til aften i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, sådan som det længe var for ham. Og så kan jeg ikke lade være med at se ham for mig, som den der er vågnet op i evigheden med et forundret smil på læben – et smil som vel at mærke bliver siddende! – Min sorg over tabet af min far er den gode sorg, så fuld af taknemmelighed for livet sammen med ham. Min far var en mand af jorden. ”På det jævne, på det jævne” var én af hans yndlingssange. Nu er han i det høje. I Himlen. I evigheden. Det er godt at vide, hvor man har sin far.

Æblehøst og kærlighed

Æblet er pr. tradition syndefaldets frugt. Og den bid skulle nok tages. I hvert fald lever vi nu alle øst for Paradis, og må – trods synd og død og alt det, der kan gå galt hr østen for Eden – finde ud af det med hinanden, så godt som overhovedet muligt. Dele liv og livskår med hinanden. Og æblerne med. Leve Guds vor Fars vilje og kærlighed ud, så vidt muligt – ”fylde med hæderligt virke min dag / … hjælpe og værne om den, som er svag, / … elske, thi deri er livet” (DDS 728,4)

Det kan siges – og endnu vigtigere: det kan gøres – på så mangfoldige måder. Sagt enkelt og nænsomt med digtet ”Dagligdag” fra digtsamlingen ”Dagligdagen” af Knud Sørensen, så kan det siges og gøres sådan her. Med Knud Sørensens ord:

”Jeg tror / når jeg f. eks. på onsdag / kører ud til planteskolen / og køber det æbletræ, der skal vokse / et solrigt sted / dér syd for vores hus, / så vil verden / endnu en gang blive ny,

og jeg håber at et vindpust en efter- / årsdag / lister omkring hushjørnet og løsner / det store røde æble / der hænger alene på den kvist / der rækker helt op i himlen. / Så vil jeg gribe / det med to af mine ivrige hænder

og jeg vil række dig æblet / sammen med min svejtsiske / lommekniv. / Æblet vil dufte af evighed / og vokse sig ind i dine øjne. / Så vil du dele det / og give hver af os / den andens halvdel”.

Sådan kan det siges, hvad det er du og jeg er her for: Dele liv og vilkår og give hver af os hinandens halvdel. Sikken velsignelse at få del i og medvirke til – ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed”!

Livet kom og tog mig tilbage igen

”Livet kom og tog mig tilbage igen”, som Lis Sørensen synger det i en storslået sang fra halvgamle dage. Livet kom og tog mig tilbage igen. Som de pårørende fortalte mig det ved en begravelsessamtale om deres mor, der nu som 90-årig var afgået ved døden – at hun, da hun som 60-årig var blevet enke og ramt af sorg, at hun alligevel, som de sagde det: fik et helt nyt liv. Mange, mange gode år, hvor hun altid glædede sig til, når der skulle ske noget. Selv nu den sidste del af livet med hospitalsindlæggelser og på et tidspunkt ondt i maven, men som hun sagde det til datteren derinde på sygehuset: Det kan man godt få (ondt i maven), når man skal noget, man glæder sig til! Men hvad skulle det dog være? lyder det, lidt sure, såkaldt realistiske syn på tingene. Hvad skulle der dog være at glæde sig til for en gammel kvinde på sygehuset? Ja, hvem véd! Måske mulig lettelse og lindring? Måske et besøg af endnu en kær? Eller bare det at vejen ind gennem det kommende og ukendte uanset hvad må åbne sig for mig. At der må være en livets vej også her…

Som Benny Andersen så livstaknemmelig skriver det i digtet ”Ode til døden”: ”Det ku ha gået meget værre / Men det gik dog meget bedre / Du fik rigeligt / Du har bestået / Du består / God dag at dø på / Hvis det skulle være / Om end mandag ville passe bedre.” Døden må godt vente. Den findes, men den skal ikke tage livet af os. Og da slet ikke nu på denne dag. ”Livet kom og tog mig tilbage igen / aldrig vil jeg glemme hvad jeg så.” – Lars Busk Sørensen skriver så fint om det i en salme, som desværre ikke er taget med i salmebogen. En salme af, som så fint og sanseligt tager os med til opvækkelsen af Lazarus: ”Lazarus i morgenlyset / og med ryggen mod din død / bleg endnu af kuldegyset / fra de sidste nætters nød / – hvilken lykke det må være / blot at lugte græs igen, / stå der mellem dine kære / hos din gode Kristus-ven.” Som en septembermorgen med et dug- eller regnfulde græs derude og dagen og sammenhængene, også alle de gode og livgivende, liggende foran mig endnu engang. Hvilket under! Livet kom og tog mig tilbage igen. Og det sker på så mangfoldige måder.

Hjemmest

”Har du haft en god sommerferie?” – ”Den bedste i hele mit liv” – ”Hvor har du da været henne?” – ”Hjemme”. Ordvekslingen er fra kirkedøren efter en gudstjeneste den sidste søndag i juli, hvor én af kirkegængerne var så venlig at spørge til min sommerferie tidligere på måneden. – Vi er nu her sidst i maj i år flyttet i vores eget hus, som ligger i skovkanten ved fjorden i Sondrup. Efter at have boet i tjenestebolig i 30 år har jeg nu, efter menighedsrådets og min ansøgning længere opad i hierarkiet, fået dispensation fra boligpligten og er sammen med min hustru flyttet i egen bolig.

Som en god ven, der også har været præst og boet i tjenestebolig og nu bor i egen bolig, lavmælt formulerede det: ”Jeg tror heller ikke, at man skal underkende glæden ved at have sit eget”. Nej, det tror vi heller ikke. Og oplever den nu – denne glæde – for fuldt udtræk i disse smukke sommermåneder. Huset og stedet, vi har købt, kalder på en kærlig hånd, og har allerede i rigt mål fået det. Kærlige hænder kombineret med dygtige håndværkerhænder i etableringen af hestestald, folde og indhegninger og i istandsættelsen af beboelsen med blandt andet nye vinduer i sydfacaden og en masse maling til både mur, døre og vinduer. Herudover klargøring af vinterbrænde, samling af Ikea-reoler og skabe m.v. samt en hel del ture til byggemarkedet såvel som til genbrugspladsen med diverse frasorterede dele og affald. Alt sammen uhyre meningsfuldt, kombineret med de smukke udsigter ud over fjorden og ind i skoven. Og udsigten til i det hele taget at have fået nok at se til i lang tid fremover. For den sags skyld, vil jeg sige, gerne resten af livet.

Som vi synger det med Piet Hein i en dejlig sommersang: ”Hvergang en sommer igen kommer dragende, / dvælende, farende hen, / er det som kom man i dybet af dagene / hjem til sin hjemegn igen”. Det er godt at have hjemme og at kunne komme hjem. En væsentlig del af meningen med at tage på ferie et andet sted, måske endda et helt andet sted på kloden, er netop at kunne komme hjem. Det kan man kun, hvis man er taget afsted. Det er lige nu én af de helt særlige udfordringer for mig: At acceptere tanken om, at vi i de kommende år nok bliver nødt til engang imellem at tage af sted herfra på ferie et helt andet sted. For, som sagt – dybest set – at kunne komme hjem. – Denne første sommer her på vores nye sted, vores nye hjem, er speciel. Netop fordi vi har været et andet sted henne. Ja, mange andre steder henne. Også steder hvor vi har haft vores hjem, før vi nu endelig er kommet hertil. Til vores dejlige sted. Til vores nye hjem. Her, hvor vi sagt bennyandersensk har det ”hjemmest” og i disse dage og uger og måneder slet ikke behøver tage herfra for at være tindrende klar over det. Og hvor vi hver eneste ny morgen med forundring kommer hjem. – Kom godt hjem!

Tirpitz, båden og troen

Som en del af årets sommerferie (og det var sidste år) med ture ud i det danske sommerland var vi sammen med vores lille knapt treårige nevø, Asger, på besøg i Tirpitz-bunkeren i Blåvand. Tirpitz-stillingen, den ufærdiggjorte kanonstilling fra 2. verdenskrig, og nu også med hele udstillingen, anlægget og museet derude (åbnede den 29. juni 2017), lagt ind i klitten, i hovedlinjerne så fint tænkt og tegnet af arkitekten Bjarke Ingels. – Tirpitz blev som andre nazi-bunkere efter krigen forsøgt bortsprængt. Det lykkedes ikke. Og alligevel faldt den. For den var, i enhver forstand, bygget på sandgrund. Alt muligt af det Tirpitz-bunkeren stod for, det holdt, Gudskelov, ikke i det lange løb. Bunkeren var med alt sit umenneskelige tankegods bygget på sandgrund – ”Og huset faldt, og dets fald var stort”, som Jesus siger det i sin lignelse om at bygge sit hus på sandgrund.

Hvad er tro og kristendom? Hvad vil det sige, som Jesus taler om det, at bygge sit liv på klippegrund eller på sandgrund? Troen og kristendommen er en åndelig sag. Levende, bevægelig virkelighed. Fundamentet ligger fast. Hovedhjørnestenen er i skikkelse af Kristus urokkelig. Men vi må være varsomme med, hvordan vi i øvrigt tænker dette med fundamentet. Tror vi, at det er vores egen tro, der er fundamentet – måske endda ligefrem egen klippefaste tro – så bliver vi fundamentalister. Og det er ikke så godt. Det er slet ikke godt, for så er Fanden løs. Bliv derfor aldrig for klippefast i din tro! Vogt dig for fundamentalismer af enhver art! ”Troen er ikke en klippe”, som vi synger det i en fin lille, forholdsvis ny salme af Jens Rosendal: ”Troen er ikke en klippe / midt i et stormpisket hav, / tro er at sejle trods bølger / over en truende grav”. – ”Tro er det levende nære” – ”Tro er utrolige kræfter”.

Det er så fint derude på Tirpitz i Blåvand med museet og udstillingen ved siden af bunkeren om 20.000 års historie med mennesket ved den jyske vestkyst. Bygget ind i klitten centreret omkring den godt og vel 100 år gamle redningsbåd, som man gerne må gå op i. Og det gjorde vi. Her hvor rummet hver halve time automatisk mørklægges og et dias- og filmshow ”fra mammutslette til spidstelt” vises på vægge og loft, så vi alle må løfte vores ansigter og se forunderlige og dramatiske glimt udfolde sig fra menneskeheden lange historie. Da vi bagefter spurgte lille Asger: Hvad kunne du allerbedst lide, da vi var på Tirpitz? svarede han uden betænkning: Båden – jeg kunne bedst lide redningsbåden! Den vil jeg tage med fra Asger – og fra Jens Rosendal tillige – redningsbåden som et godt billede på troen: ”… at sejle trods bølger / over en truende grav”.